Anyway, I hope you will enjoy looking around at my new site and keep up with what I’m doing.

The day before the race I almost could not sleep. I was excited – but I knew I was well prepared, and there were nothing to worry about. The rest of the team was fit too, and getting some good advices from the experienced Kate, made us quite ready!

The first part of the race was at big roads, where the speed was really high and for me it was really important that I was focused on staying in the front. The first helling, Rekelberg, did not make any different, and the whole peloton continued the high speed toward the second helling, Oude-Kwaremont.
On the top the peloton was still together, which was not as I expected, as the point was an obvious place to split everything.
Shortly after a big crash in the front of the peloton, just before the third helling, Kortekeer, did split everything into atoms. Unfortunately we were all caught behind the crash.

I managed to move from one group to another, and ended up pretty well advanced, but the speed in the group was not high enough, as the riders all had someone in the front, and therefore was not interested in getting closer to them. In the end three groups got together and we all ended up being there. In the final Marie got away in a smaller group, just in front of the peloton, as Nathalie did a good sprint, while me and Anna-Bianca finished in the peloton.

I had a really good day at the bike and I cannot wait for next years “Flanders” :-).

After “Flanders” I went with the Danish team to “GP de Dottignies”, another Belgium race – 128 kilometres and 200 girls at the start line. I did not expect anything, and I might say that I was a bit tired already before we started racing. A lot of wind made the race quite tough, as well as the four hills we had to pass.

I Belgien skulle vi køre Dwars door de Westhoek, som for mig personligt gik rigtig godt. Jeg havde en god følelse, men var uheldig at punktere med 9 km. til mål. Jeg kom dog tilbage i feltet, men det var så tilpas sent i løbet, at det ikke rigtigt var muligt at komme ordentlig frem til spurten, som jeg ellers havde set lidt frem til, da den sidste kilometer var på brosten. Jeg synes generelt rigtig godt om brosten, og det var ingen undtagelse i Westhoek. Vi havde undervejs passeret brostenene en del gange, da løbet sluttede med 7 omgange på en mindre rute, og jeg følte mig under hver brostenspassage lige så stærk på brostenene som jeg plejer.

Den gode og stærke følelse i Belgien fik mig til at føle mig rigtig klar til Limousin. Jeg kørte løbet sidste år så jeg vidste på en måde hvad der ventede mig. Alle ruterne var dog ændret og et af linieløbene var blevet byttet ud med en enkeltstart, hvilket dog på ingen måde afskrækkede mig. At der nu indgik en enkeltstart var jeg kun glad for, og selv om ruterne var ændret, kendte jeg alligevel til terrænet i området, samtidig med at niveauet forrige år var ganske passende.

Løbet viste sig dog at blive noget anderledes end forventet. Det gik ganske enkelt ”jævla fort”. Derudover endte jeg med at spilde en masse kræfter på førstedagen da jeg ikke klarede at holde mig placeret langt nok fremme i feltet, samtidig med at enkeltstarten, som jeg havde set ret meget frem til, ikke helt var min kop te, da den var meget teknisk og samtidig ret kuperet… Jeg endte som nr. 19 på tempoet, 56 sek. efter vinderen – ikke rigtig dårligt, men heller ikke godt.

Jeg sidder lige nu på hotellet i Sverige. Det regner uden for, det har det gjort stort set hele dagen, så jeg er hoppet under min dyne med ”LOKA” og Prison Break! Jeg må slappe lidt af og lader op til i morgen, hvor den står på World Cup, Team Time Trial.

Jeg gik derfor i tænkeboksen for at finde ud af hvad årsagen til den manglende på opdatering kan være, og er kommet frem til tre ting;
1. mangel på noget at skrive om
2. tiden flyver afsted
3. dovenskab

Personligt mener jeg ikke at jeg er skyggen af at være doven… langt fra :-)…. og det kan derfor umuligt være årsagen. Der er ligeledes sket en masse ting siden sidste opdatering da jeg både har været i Canada og Holland for at køre cykelløb, været til eksamen i mundtlig matematik, til de danske mesterskaber i enkeltstart og linieløb, mens den nu står på sommerferie, så det kan heller ikke være fordi jeg ikke har haft noget at skrive om, og jeg har derfor konkluderet at den manglende aktivitet på siden kun kan skyldes at tiden flyver afsted..

Selv om jeg egentlig helst ville undgå at kommentere noget af det hændte, er det vist alligevel på sin plads at give det en lille kommentar med på vejen.

Første destination var Canada, hvor den stod på to UCI 1.2 løb; en enkeltstart og et linieløb. Enkeltstarten var den jeg satsede på, mens Isabelle havde rigtig gode chancer i linieløbet, og det viste sig også at begge løb skulle blive en succes.
Jeg sluttede som nr. 14 på enkeltstarten, blot 29 sekunder efter nr. 4, mens nr. 1 (Evelyn Stevens, HTC) og nr. 2 (Linda Villumsen, HTC) kørte helt i særklasse, og jeg var derfor meget tilfreds med min præstation. Linieløbet var et rigtig fedt løb. Vi kørte et meget aktivt cykelløb, hvor vi gennem hele løbet tog del i fronten, og var repræsenteret i alle de vigtige udbrud. Det endte med en massespurt, hvilket vi vidste at der var rigtig stor chance for, og her lykkedes det Isabelle at køre en 5. plads hjem, hvilket var super flot. Alt i alt havde vi en rigtig god tur til Canada! Det var min første tur over atlanten, og jeg håber meget at det ikke er min sidste! :-)

Efter Canada gik turen mere eller mindre direkte til Holland, et sted som jeg har været adskillige gange før. Her skulle vi køre etapeløbet ‘Rabo Ster’ Zeeuwsche Eilanden (UCI 2.2), hvilket jeg havde set ret meget frem til. Det vidste sig dog at blive en noget anden oplevelse, da tingene ganske enkelt ikke spillede for mig, og jeg har efterfølgende lært at “hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere!” :-)

Lige efter Holland havde jeg en eksamen i mundtlig matematik A, og efter denne var det de danske mesterskaber i enkeltstart og linieløb som stod for døren. Styrken havde jeg imidlertid kun fundet frem et kort stykke tid efter, nemlig til matematik eksamen, da det må siges at jeg var mere eller mindre død til de danske mesterskaber.

Efter DM har den stået på sommerferie, hvilket jeg har nydt rigtig meget. Næste løb er for mit vedkommende d. 18. juli (Dwars door de Westhoek) i Belgien, hvorefter turen går til Frankrig for at køre etapeløb (Tour Feminin en Limousin) fra d. 22. – 25. juli.

Foto: Anton Vos. Race in Holland, Aalburg the 29th of may.

En mindre løbspause i maj måned, hvad angår udenlandske løb, er overstået og sæsonens “anden periode”, som vi omtaler det på Hitec, er påbegyndt. Jeg er derfor godt igang med at bevæge mig rundt i den store verden igen, og de sidste to weekender har ikke været nogen undtagelse. Den har stået på cykelløb i Holland begge weekender, som både har været nationale løb og UCI løb. Første weekend endte jeg i et massestyrt, hvor jeg tog den ud over styret, hvilket resulterede i at jeg måtte springe søndagens løb over, da jeg havde slået mig en del og fået en mindre hjernerystelse. Fysisk kom jeg mig dog hurtigt over styrtet, og jeg var derfor også klar til at køre cykelløb i sidste weekend, hvor den stod på gadeløb fredag og ‘Kasseienomloop Exloo’ UCI 1.2 søndag. Personligt ved jeg ikke helt hvordan jeg skal sige at disse løb gik. Styrtet sad i kroppen, hvilket i sær plagede mig søndag. I bund og grund det er meget naturligt, men alligevel rigtig frustrerende.. Jeg har imidlertid ladet mig fortælle at det blot kræver lidt tid, så det må jeg hellere give det lov til, og når man samtidig er opsat på at det skal lykkes at få følelsen ud af kroppen skal det helt sikkert nok ske – det var jo i bund og grund bare et styrt, hvor der som sådan ikke skete noget særligt..

I morgen går turen til Canada – et land jeg aldrig før har besøgt, så det er der ingen tvivl om at jeg glæder mig til. Jeg glæder mig dog aller mest til at skulle køre cykelløbene ‘over there’; enkeltstart lørdag (UCI 1.2) og linieløb søndag (UCI 1.1). Jeg er meget spændt på enkeltstarten, og der er ingen tvivl om at jeg stiller til start med et mål om at opnå et godt resultat. Det er en “ud/hjem-rute”, som er 17,7 km og går svagt opad ud mod vendepunktet, så jeg tror på at det er en rute der også passer mig. Efter Canada går turen mere eller mindre direkte til Holland, hvor jeg skal køre RaboSter “Zeeuwsche Eilanden” fra d. 17. – 19. juni. Jeg var så heldig at få lov at deltage i løbet sidste år, da jeg fyldte 18 på andendagen, så det er et løb jeg på forhånd kender og et løb jeg ser meget frem til at køre igen.

Efter RaboSter er det de danske mesterskaber der står for døren, og der er ingen tvivl om at det også bliver rigtig spændende! Med Lindas statsborgerskift må det må siges at det i år er noget mere åbent hvem trøjen kommer til at sidde på, både hvad angår enkeltstarten og linieløbet, og jeg er slet ikke i tvivl om at der vil blive kamp til stregen. Jeg må dog indrømme at jeg ikke vil tænke for meget på mesterskaberne endnu, da jeg stadig føler at der er et godt stykke tid til, samtidig med at jeg har nogle andre vigtige opgaver inden da, som jeg først vil fokusere på. Selvfølgelig har jeg allerede gjort mig nogle tanker, og jeg kan imidlertid afsløre at målsætningen da også er at snuppe en af trøjerne :-).

Der har ikke været meget gang i den her på siden det sidste stykke tid, hvilket jeg gerne vil undskylde for først! Der er sket en masse ting det seneste stykke tid, så det er ikke fordi jeg ikke har haft noget at skrive om, nej. Nogle gange kan man vist bare godt bruge lidt flere timer i døgnet, og det er netop hvad jeg har haft brug for..

Efter mit styrt i starten af april er det gået den helt rigtige vej fremad, og jeg har ikke mærket det store til det efterfølgende. Efter anden punktering, kom der ikke mere blod, så det var rigtig dejligt, og med en ugentlig kiropraktor behandling, vil jeg sige at jeg er ved at være knækket på plads igen.

Efter styrtet havde jeg tre stor opgaver i det udenlandske; to endagsløb Omloop van Borsele, Prijs Stad Roeselare og etapeløbet Gracia Orlova. Løb som alt i alt gik rigtig godt. Jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå i Borsele, da det i bund og grund var mit første løb i sæsonen siden Nieuwsblad. Borsele er et typisk hollandsk fladpande løb med høj fart og små veje, og min største bekymring var derfor om jeg havde den fart i benene som skulle til. Dagen efter stod den på Roeselare, og med et godt løb i Borsele var jeg rigtig klar. Endnu et godt løb, men også et super, super…. super hårdt løb!

Mine forældre var også i Holland i denne weekend for at se mig køre de to løb, hvilket var rigtig fedt. Jeg tror også de havde en rigtig god weekend og nød at være ude og se cykelløb igen. Lige siden jeg startede med at cykle har de stået ved min side til et hvert cykelløb. De har fulgt mig rundt i hele Danmark og store dele af udlandet, og det er i det hele taget dem der har gjort det muligt for mig at køre cykelløb. Det er derfor en helt anden situation for os alle i år, hvor jeg drager afsted til cykelløb med Hitec… Det var derfor rigtig fedt med dem på sidelinjen igen.

Foto: Anton Vos. Efter mål på 2. etape – På toppen af en stigning, var en smule presset :-)

Efter Borsele og Roeselare stod den på etapeløb i Tjekkiet, Gracia Orlova. Et etapeløb som jeg havde set meget frem til. De to første dage stod på to linieløb. Første etape var rimelig kuperet, mens vi på anden etape skulle op over tre bjerge. På tredjedagen skulle vi køre enkeltstart om formiddagen og gadeløb om eftermiddagen, mens den sidste etape var et kriterium.
Løbet gik rigtig godt for teamet, hvor vi sluttede med Frøydis på en samlet 9. plads. Vi kørte nogle rigtig god etaper og arbejde rigtig godt sammen som et team.
Jeg selv sluttede på en samlet 17. plads, og er også tilfreds med dette. Personligt havde jeg både nogle rigtig gode etaper, men også nogle som jeg var knap så tilfreds med. På de to første etaper følte jeg mig rigtig godt kørende. På anden etape hvor vi skulle passere tre bjerge vidste vi alle at det ville blive afgjort på den første 10 km. stigning, og her sad jeg rigtig godt med fremme i den første gruppe på ca. 15 mand, hvor jeg og nogle andre dog måtte dog slippe ca. 2 km. før toppen. Jeg er alligevel godt tilfreds med min præstation op ad bjerget, da jeg trods alt har min vægt imod mig opad i forhold til de helt små bjergryttere. Enkeltstarten var en skuffelse, men dette var vores opvarmningsbetingelser også, og jeg er slet ikke i tvivl om at den dårlige præstation grunder i dette. Jeg synes godt at jeg kunne mærke at jeg havde lidt færre løb i benene sidst på ugen, end mange af de andre i feltet, og de sidste to etaper var for mit vedkommende ret hårde – dejligt! :-)

Men som jeg startede med at sige havde vi en rigtig god tur, hvor vi lærte en masse som team!

Efter Gracia har den stået på hjemlige løb: tempo i Esbjerg, linieløb i Varde og Århus, samt Prologo Damecup i Silkeborg/Viborg/Hammel. Det har været rigtig sjovt at køre lidt hjemme igen, og ikke mindst at se alle cykelhovederne igen :-).

Nogle gange sker det desværre, at man løber ind i forskellige former for uheld, som for mit vedkommende var et styrt.. Umiddelbart troede jeg ikke at styrtet havde forårsaget noget alvorligt, men fandt sidenhen ud af, efter et lille besøg på hospitalet, at jeg var nødsaget til at holde nogle dages fuldstændig ro. Det er hvad jeg har gjort, og nu skulle jeg så gerne være fit for fight igen!

Jeg kom hjem fra Holland lørdag aften og var en tur forbi min egen læge igår. Jeg blev endnu engang punkteret for blod, men dette skulle også gerne være den sidste. Han syntes ydermere at det så rigtig fint ud og gav mig grønt lyst for at træne igen, så det var en super dejlig nyhed efter fem dages fuldstændig hvile..

Hvileperioden gik ud over tre løb, som selvfølgelig var nogle jeg havde set frem til at køre, så jeg var lidt bitter må jeg nok erkende, men der var ikke så meget jeg kunne gøre, andet end at prøve på at acceptere det, eller hvert fald bare prøve på at leve med det…. Og død er jeg da hvert fald ikke endnu, nej – jeg ganske levende, tilbage på jernhesten og løb kommer der heldigvis flere af  :).

Smerterne i min skulder og arm gik hurtigt væk, og jeg følte hele tiden forbedring, så der var ingen tvivl om at det blot var slaget der var årsag til smerterne i det område. Helt modsat var det dog med min lænd. Jeg følte at det generelt gik bedre med smerterne, både i arm og lænd, og der var derfor ikke umiddelbart noget der hindrede mig i at køre en to timers tur dagen efter styrtet, så det gjorde jeg – både for at finde ud af hvordan det føltes at sidde på cyklen, og for at finde ud af om jeg kunne starte i GP Dottignies som skulle køres den efterfølgende dag. Jeg mærkede slet ikke noget til lænden, og det var kun min arm og skulder gjorde hvis jeg lagde vægten i armen, hvis jeg stod op, acceleration og lignende. Det var derfor også kun højre arm der bekymrede mig op til Dottignies, men efter en god nats søvn, hvor jeg igen følte forbedring, valgte jeg at stille til start i GP Dottignies. Jeg startede så, men det viste sig at blive en kort fornøjelse, dog ikke lige så kort som lørdagens…. Efter en time havde jeg forfærdelig mange smerter i min arm/skulder og lænd. Jeg valgte derfor at give slip og rulle til mål, for jeg var ikke i tvivl om at det føltes forkert. Jeg kom til mål og det lykkedes mig at komme af min cykel, men den var helt gal – nu gjorde det også ondt når jeg gik. Jeg gav det ro igen, det blev bedre, smerterne gik stille og roligt mere eller mindre væk igen, men det var som om hævelsen bare ikke forsvandt rigtigt – det var som om det hele tiden blev værre i løbet af dagen, og så var det bedre ingen om morgenen… Jeg sørgede selvfølgelig for at holde øje med det løbende, og tirsdag aften var jeg slet ikke i tvivl om at det ikke  bare kunne være hævelsen. Onsdag skulle vi rejse til Holland, og jeg ventede derfor med at tage på sygehuset til vi kom derop. Thijs havde arrangeret et møde med en længe, som han vidste at jeg ville være i gode hænder hos. Jeg fik så taget nogle røntgenbilleder og lægen kiggede på det, og der var ingen tvivl – det var blod og det krævede 3 ugers ro!

Jeg var ved at falde ned af stolen i chok da lægen fortalte det…..

Thijs er tydeligvis vant til at arbejde med sportsfolk og vidste godt at det ikke var holdbart at skulle holde tre ugers ro og spurgte derfor om der ikke var nogle alternativer.. Derudover kender han mig vidst også godt nok til at vide at jeg aldrig var gået med til at skulle holde tre ugers ro, og så var mit ansigtsudtryk vist også rimelig afslørende…

Efterfølgende forstod jeg ikke ret meget. Thijs og lægen havde en længere samtale på hollandsk, hvor jeg tydeligt kunne høre en ændring i deres stemmers toneleje, samtidig med at det eneste ord jeg forstod var ”infektion” – ikke noget der ligefrem var beroligende. Thijs satte mig dog ind i sagen efterfølgende. Det handlede om hvorvidt alternativet, som var at punktere det og få blodet ud, var en god idé eller ej, da lægen mente at der var for stor chance for infektion. Jeg fik så valget, og valgte, til trods for lægens skepsis, at få det punkteret, da jeg så ville kunne nøjes med 4 – 5 dages ro..

Og det er så hvor jeg står nu, eller rettere sagt sidder og holder mig i ro…

Første start var i går var for mit vedkommende et kermesseløb i Westkerk, som desværre blev en noget kort forhøjelse. Jeg var knapt kommet på cykel før jeg var af den igen, da jeg var indblandet i et styrt blot 200 – 300 meter efter start. Der skete heldigvis ikke de helt store skader med mig, og det skulle ”bare” være slaget.. Jeg røg ned på højre side og har slået den godt og grundigt – min arm og lår/balle op gennem lænden er værst ramt og så har jeg selvfølgelig også fået de elskværdige afskrabninger på knæ og albue, som nærmest er umuligt at komme uden om når man styrter.

Efter en nats søvn, som ikke var helt så komfortabel, da det selvfølgelig er min ”sove-side” jeg har slået, vil jeg dog sige at det allerede er en del bedre. Hævelsen på min lænd er fortaget rigtig meget og smerten er heller ikke så stor længere i det område. Min arm er dog stadig ikke helt god, men jeg er sikker på at den også snart er i bedring. Om lidt skal jeg ud og cykle mig en tur, og så må vi se hvad kroppen siger der. Alt i alt håber jeg bare på at kroppen er samarbejdsvillig, for den står på Grand Prix de Dottignies i morgen, og der skulle jeg gerne være klar til at kunne give den gas!

Heldigvis siges det at man har et styrt pr. sæson, så nu er jeg bare ude over mit :)

Jeg var så heldig at optræde som model for en dag – enhver piges drøm – og hvor var det super sjovt! Alle har prøvet at posere lidt foran spejlet og på diverse familie portrætter, men hvor er det bare ikke det samme som at skulle stå og posere foran et kamera – og slet ikke når man føler at man på ingen måde har poseringsgenet i sig..

Foto: Jørgen Bentzen

Foto: Jørgen Bentzen

Foto: Jørgen Bentzen

Her er så en lille smagsprøve på billederne… Jeg er selv helt vild med resultatet, og synes at billederne har et super fedt udtryk. Jeg ved dog ikke helt om det lykkedes mig at finde den indre model frem, og at billederne derved er blevet gode, eller om det var fotografens kundskaber, der var så gode, at de ligesom opretholdte mine manglende modelegenskaber. Jeg er lidt bange for at det er fotografens kundskaber der har spillet den afgørende rolle for det super gode resultat, men jeg er stadig meget tilfreds. Det var første shoot og jeg er helt sikker på at vi begge fik en helt masse med derfra, som vi kan bruge konstruktivt til næste gang vi ses. Efter jeg har set billederne har jeg hvert fald fået en helt anden fornemmelse for hvad der fungere og ej mht. posering, så jeg glæder mig bare rigtig meget til vi skal ud og lege med kameraet igen!

En stor tak skal lyde til Jørgen Bentzen – det var en super god dag, og nogle helt fantastisk gode billeder, tak!

Træningslejren var rigtig god. Vi fik kørte nogle gode træningspas, vejret var dejligt og området var fantastisk, og mine ben endte også med at blive helt trætte, så alt var vist som det skulle være! Lejren skulle gerne have været med til at skærpe formen lige lidt ekstra til sæsonen går igang, og det tror jeg på lykkedes. Jeg føler at jeg er rigtig godt med formmæssigt og er lige der hvor jeg skal være, så jeg siger det igen – nu må sæsonen gerne snart for alvor gå igang! Det er ved at være et stykke tid siden Nieuwsblad, og mine ben er ved at få abstinenser… Næste løb er for mit vedkommende d. 5. april, “Grand Prix Dottignies”, så benene må desværre vente lige lidt endnu! Anyway – de bliver bare det mere sultne efter at race, så det kan kun blive det bedre!

Der er desværre ikke så meget at gøre ved vejret, og man må bare se at få det bedste ud af det. Rent træningsmæssigt er MTB’en heldigvis et super godt alternativ til landevejscyklen når vejene er fyldt med sne, så måske det for mit vedkommende bliver en tur på de bredde dæk i morgen. Natten er dog ung og der kan nå at ske en masse, og mon ikke vejene ser noget anderledes ud i morgen hvis de har været ude med sneryderen? Det er imidlertid et godt spørgsmål som jeg først får svar på i morgen, så jeg tror bare at jeg vil vente og se, og lade mig overraske :-).

Jeg vil dog ikke pive, for jeg har allerede været rimelig meget syd på denne vinter, så hvis der er nogle der skal have lov at pive over vejret, så er det vist andre end mig – hvert fald til en start! At man ikke bliver bedre af at give sig til at pive er imidlertid en helt anden sag…..

Til de som overvejer at gribe til tudekiksen i stedet for cyklen er der håb forude for! Jeg er nemlig udstyret med personlig meteorolog, som melder at plusgraderne for alvor er på vej og at snevejret blot var et lille trick-træk fra vejrgudens side. Jeg har derfor ikke andet at sige end: “Op på hesten og afsted!” (Og hvis jeg er så heldig at min gode kammerat, og tidligere rigtig gode træningsmakker, læser dette, skal vedkommende bestemt ikke føle sig truffet…)

Frøydis og jeg skulle første flyve fra Bruxelles søndag aften, og da de andre allerede skulle flyve omkring middag, blev det arrangeret således at vi senere på dagen skulle tage toget til lufthavnen, for ikke at skulle tilbringe en hel dag på Starbucks…. (Egentlig er jeg slet ikke klar over om der er Starbucks eller ej, da det er første gang jeg flyver fra Bruxelles, men de er nu godt repræsenteret i de fleste lufthavne, så mon ikke..)

Dagen startede stille og roligt med lidt morgenmad – en portion müsli med banan og mælk, og efter at have siddet og kigget lidt ud på regnvejret blev Frøydis og jeg enige om at hoppe i cykeltøjet – denne gang var vi dog ikke så heldige at det stoppede med at regne, nej faktisk regnede det under hele turen, og vind var der også nok af! Vi boede ikke så langt fra De Muur og Bosberg, og noget tydede på at vi ikke havde fået nok af belgie-bakkerne med brosten, da vi besluttede os for at køre disse. Jeg troede ikke at det var muligt at køre noget der var vildere end Paterberg, og Wolvenberg eller var det Molenberg? (huske ikke hvilken af dem, men de var helt sikkert også rimelig onde begge to), men det var det åbenbart. Jeg vil hvert fald sige at der er en grund til at den bliver kaldt “De Muur”… Den var super fed, men nu også lidt led :).

Det blev tid til at skulle med toget og det var her mareridtet begyndte.. Egentlig var der ikke så meget der kunne gå galt. Vi var i god tid, fik købt billet, fundet sporet og bevæget os op på perronen, men alt i mens vi stod der og var i vores bedste tro om at der var styr på det hele, fandt vi ud af de havde lavet sporændringer – 1 minut før toget skulle komme!  Det toget som skulle komme på samme spor, dog 5 min. før, var blevet forsinket og lufthavnstoget måtte derfor køre ind på et andet spor, så vi fik altså travlt! Bagage og cykelkuffert gjorde imidlertid ikke situationen meget lettere, da man ikke ligefrem bevæger sig særlig hurtigt op og ned af trapper når man skal slæbe på dette. Toget mod lufthavnen kørte netop som vi var kommet op på perronen, og så stod vi der. På modsatte side ventede et tog som kørte mod Bruxelles Syd, så der var intet andet at gøre end at håbe på at vi kunne nå dette. Endnu en gang måtte vi ned og op af trapperne hen på et helt tredje spor, og også her nåede toget at køre for snuden af os.. Det var vist bare ikke vores dag!

Vi var heldigvis i okay god tid, og kunne derfor nå at komme tilbage til sporet vi startede på og nå det forsinkede tog mod Bruxelles. Vi skulle nu skifte i Bruxelles Syd, og håbede derfor på at skiftet mod lufthavnen ikke ville give os lige så store problemer. Det kan man ikke sige at det gjorde, for vi stødte ind i et helt andet problem allerede inden vi var kommet dertil. Toget stoppede pludselig in the middle of nowhere, og efter at have holdt stille der i et lille stykke tid blev vi informeret om at toget havde tekniske problemer, og at de hverken vidste hvad det var eller hvor længe det ville tage. Der sad vi så i en hel time… Og jeg som troede det ikke kunne blive meget værre! Men jo, det kunne det. Toget kunne ikke fortsætte og vi skulle derfor trækkes tilbage til den station vi var kommet fra, hvor vi så måtte skifte til et andet tog.. To timer og femten minutter efter stod vi så på samme station, samme perron, og måtte løbe op og ned af de samme trapper..

De havde fået et direkte tog mod lufthavnen til at holde tilbage og dette var vores, og mange andres, redning. Klokken var 18:20 da vi bevægede os fra stationen anden gang og vi måtte derfor vinket farvel til Frøydis fly som gik kl. 18:50. Hvis alt gik planlægningsmæssigt ville vi være i lufthavnen 19:05 og der var derfor stadig lidt håb forude for mig, da mit fly gik kl. 19:45.

Jeg troede ikke at det var muligt at vores, vel lidt kaotiske rejse, kunne få en god slutning, men det lykkedes nu alligevel. Jeg nåede lige akkurat mit fly, men tid til at studere lufthavnen og finde en Starbucks var der ikke, så helt god ved jeg ikke om den er. Frøydis var imidlertid så heldig at der gik et andet fly til Oslo, som hun kunne komme med, hvilket endda resulterede i at hun faktisk kom en time før hjem, da hun oprindeligt skulle have mellemlandet i Amsterdam :).

Da jeg landende i Billund troede jeg at det var løgn, men det var det heldigvis ikke, og jeg åndede derfor lettet op. Mit bagage kom hurtigt, og det eneste jeg havde i tankerne var bare at komme ud til bilen og sætte kursen mod Esbjerg. Men jeg har fundet ud af at det ikke er for sjovt når man snakker om at alle uheld kommer på en og samme tid, for da jeg stod og skulle betale p-billetten valgt den kære automat at sluge mit kort…. Min bil var pludselig også blevet væk på parkeringspladsen, og efter 15 minutters søgen i sjap og tø fandt jeg min lille bil med det resultat at jeg også have fået helt våde tær.. Men der var ikke rigtigt mere der kunne slå mig ud af kurs. Jeg fik tingene i bilen og så gik turen endelig helt hjem. At det var begyndt at tø weekenden over, var jeg ikke klar over, så jeg troede det var løgn da jeg stødte på skiltet “oversvømmelse”. Jeg kørte lidt tættere på, for man tænker vel altid: “det kan være det går”, men nej, det gjorde det ikke og jeg måtte vende bilen og køre en anden vej hjem!

Hjem kom jeg dog, og når jeg sidder her i dag kan jeg godt se det sjove i det, men igår syntes jeg bestemt ikke at det var særlig morsomt! :)

Vi stod op til regnvejr, så noget tydede på at vejret ville blive som jeg forudsagde igår, men heldet var med os, og det stoppede med at regne netop da startsskuddet lød, og på et tidspunkt var vejret faktisk så lækkert at jeg var lige ved at tro at jeg havde fået for meget tøj på.. Starten gik altså i tørvejr, der var dog stadig en okay vind, og løbet blev skam også hårdt nok trods den “manglende” regn.

Det var tydeligt at mærke en hvis nervøsitet i feltet, og jeg vil da også sig at jeg selv lige skulle vænne mig til at sidde i et så stort felt igen. Første del af løbet, ca. de første 40 km. indtil første bakke, gik ikke super godt for mig. Jeg var lidt fanget i den bagerste del af feltet, og følte at jeg ikke rigtigt kunne få kørt mig ordentligt frem. Jeg var derfor også lidt nervøs for første bakke, da min dårlige placering i feltet gjorde at der var stor chance for at jeg evt. ville blive sat af pga. trafikprop og kaos. Kaos var der masser af da vi ramte første stigning, Moregemplein, men det lykkedes mig at komme fint forbi de som stod stille og holde ved feltet.
Feltet blev her reduceret første gange, og man kunne hurtigt mærke at løbet for alvor var igang, men jeg havde det godt, ja faktisk lidt bedre, da det reducerede felt var lidt mere mig. Bakkerne begynde derefter at komme på stribe og da vi ramte Kluisberg blev vi reducerer yderligere. Vi var ved at være en forholdsvis lille gruppe og efter Paterberg sad vi godt 13 – 15 mand sammen. Der var en gruppe foran os, men det lykkedes os ikke at få kontakt. Jeg havde det godt under hele løbet og følte mig også fint kørende. Bakkerne satte sig dog i lårene og trætheden kunne bestemt også mærkes på de sidste brostensstykker.

Jeg endte med at køre i mål i første større gruppe på 13 mand, og placerede mig som nr. 23, hvilket jeg er ret tilfreds med. Vi er kun i slutningen af februar, og der er en måned til næste løb, så formen er ikke hvor den skal være endnu, men jeg synes helt klart at dagens løb har vist mig at jeg er godt på vej.

Karl hentede mig i lufthavnen, hvorefter turen gik mod det hus vi skal bo i, og her sidder jeg så nu og slapper af. Huset er ydermere vores base de næste mange gange vi skal til Belgien, så det skal jeg nok nå at finde mig til rette i. Frøydis og Isabelle er her og de sidste piger ankommer snart. Senere står den på træningstur og restitution.

Og i morgen går det så løs! Sæsonens første løb skal køres – Omloop Het Nieuwsblad, og hvor bliver det fedt at komme ud og give den gas igen. Det bliver et super hårdt løb, hvor de klassiske belgie-bakker og brostensstykker skal passeres. I alt 125 – 130 km., som sandsynligvis bliver i regn og blæst, men som jeg har sagt tidligere handler det blot om at finde den indre viking frem!

Bloggen har på det sidste stået lidt stille, men det har jeg bestemt ikke. Tiden er gået med træningslejr i Alicante, halvanden uge i skole, hvor en del kræfter skulle bruges på at få samlet lidt op og så en ny tur sydpå til Sainte Maxime, Frankrig.

Jeg er netop kommet hjem fra Sainte Maxime, efter godt og vel 18 timers køretur, som da godt kan mærkes lidt i kroppen – selv om køreturen da nærmest var det rene luksus for mit vedkommende, da jeg var passager hos Familien Leth. Julie og jeg havde indtaget bagsædet, slynget fødderne op, en god pude i nakken, sat Sex and the City på og så kørte det ellers bare derudad.

Vi fik tilbudt at tage med DCR Ballerup til Sainte Maxime, et tilbud som jeg er glad for at jeg sprang til. Det har nemlig været en god uge i det franske, med rigtig godt selskab og super god træning, trods det ellers forholdsvis dårlige vejr som ramte os nogle af dagene. Jeg kunne ikke have haft en meget bedre uge, og vil også lige benytte lejligheden til at sige tak til alle for en god tur, og en særlig tak til de som vartede os/mig op hele ugen.

Nu er det så tilbage i skolen, men der er ikke længe til jeg tager afsted igen! På fredag går turen til Belgien, og så står den på sæsonens første løb, Omloop het Nieuwsblad, på lørdag! Jeg tror det bliver super spændende, og jeg glæder mig meget til at det går løs igen, og til at komme ud på landevejene og give den gas. Tjek startlisten til løbet her.

Denne gang går turen til Alicante, mere præcist Benidorm, og jeg har været så heldig at få selskab af Rene (ja, jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan man laver streg over bogstaverne på min iphone….), men det bliver helt sikkert hyggeligt! Jeg var i Alicante sidste år på træningslejr, og det var super fint – området var rigtig godt at træne i, så jeg glæder mig meget til at komme der ned igen. Det er dog ikke lige så varmt som GC, men mindre kan helt sikkert også gøre det.. Bare der ikke er sne og minusgrader :).

Egentlig var det slet ikke meningen at jeg skulle afsted inden træningslejren i Nice, men da jeg opdagede at jeg havde et hul i mit skema kunne jeg simpelthen ikke dy mig. Inden jeg så mig om var både hotel og flybillet altså bestilt.

Efter en træningslejr kan man dog hurtigt fristes til at tænke at man har trænet så meget, at man da godt lige kan slappe lidt af og blive indendøre, men nej, den går ikke.. De to uger med god og meget træning har dog alligevel haft en lille betydning, da mine måneder er bygget således op, at jeg skal køre et hvis antal timer hver måned. Hvor mange timer jeg skulle køre de sidste to uger i januar afhang derfor af hvor mange timer jeg fik kørt på Gran Canaria, hvilket blev fornuftigt mange. Træningsbyrden har derfor ikke været helt så stor de sidste to uger, som den kunne have været hvis jeg ikke havde haft en træningslejr sydpå, og mit fokus har også i højere grad været på styrketræningen siden jeg kom hjem (som jo rent faktisk foregår indendøre, men denne gang går den altså…. forskellen må vist være at indendøre i førnævnte sammenhæng nærmere blev forbundet med tv-kigning på sofaen…. meeen, det da også kun en lille ubetydelig forskel?). Indendøre har jeg altså opholdt mig, det kan jeg vist ikke komme uden om.. Dette betyder dog ikke at jeg ikke har mærket de kolde landeveje, for jo, lad mig sige det sådan – jeg har allerede fået kulde nok for resten af året.

Der er desværre ikke så meget jeg kan gøre ved vejret og jeg har derfor bestemt mig for at der ikke er andet for end at få det bedste ud af det, hvilket fik mig til at tænke på at det vel heller ikke er for sjov at der er et ordsprog der lyder som følgende: “Hvad der ikke dræber mig, gør mig stærkere”. Umiddelbart virker det ikke som om at vejret ligefrem til dræbe mig,  så hvis det blot gør mig stærkere vil jeg da bestemt ikke klage, og da slet ikke når jeg tænker på at min sæson starter om godt og vel en måned. Ja, d. 27. februar skydes min sæson igang med klassikeren Omloop Het Nieuwsblad (Het Volk), og i den forbindelse har jeg også spekuleret på om det er på tide at finde min indre viking frem, for der er vist ingen tvivl om at det også bliver en kold fornøjelse – ligegyldigt om vejret fortsætter, eller om det blot bliver som det plejer…

Min kalender er blevet opdateret og det fremgår der hvilke løb jeg skal køre ind til starten af maj.

Det er altid fedt at være ude at rejse og opleve verden, men samtidig er det også godt at være hjemme i de faste og trygge rammer, og ikke mindst hjemme i sin egen seng. Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg de sidste dage, på den ellers dejlige ø, så frem til at komme hjem igen.. Hvorfor, er egentlig et meget godt spørgsmål for jeg var hverken træt af øen, solen, bjergene eller for den sags skyld teamet, og hjemve havde jeg heller ikke :-). Nej, der må vist bare være noget om ordsproget “ude godt, men hjemme bedst”.. Nu hvor jeg dog er kommet hjem igen – har været lidt i skole, hygget med mine forældre, tøsesnakket og sidst men ikke mindst genoptaget den kolde vintertræning vil jeg sige at jeg allerede er klar til at tage afsted igen! Og jeg vil faktisk sige at det ikke kan gå hurtigt nok.. Næste træningslejr er for mit vedkommende dog først i uge 7 hvor jeg drager til Nice, så jeg må desværre vente lidt endnu og se om jeg ikke kan nyde sneen ind til da.

Hvad angår sneen ved jeg faktisk slet ikke om det overhovedet er muligt at nyde den, for den gjorde mig en smule bitter allerede første dag jeg var hjemme. Jeg vågnede nemlig søndag og tog mig et kig ud af vinduet, og det eneste der mødte mig var snevejr! Jeg stod længe og kiggede efter solen, for den havde jeg ligesom været vant til de seneste 14 dage, men den dukkede aldrig op. Det viste sig ydermere i løbet af dagen af det altså heller ikke bare sneede for sjovt – det blev nemlig ved og ved hele dagen… og dér var filmen altså lige ved at knække for mig! Jeg begyndte hurtigt at overveje om jeg skulle gå i vinterhi eller stikke af på en afbestillingsrejse, men jeg kom dog til fornuft da jeg kom i tanke om at der kun er lige knap 4 uger til afrejse til Nice, så jeg blev enig med mig selv om at det vist lige er til at overleve..

Egentlig har jeg ikke så meget imod snevejret, det er bare træls når det giver sig til at sner i længere tid. Men når det er faldet, sneploven har været ude og graderne bliver under frysepunktet synes jeg ikke det er det store problem, for så er vejene ganske fine. Selvfølgelig er det sjovest at køre rundt i sol med bare arme og ben, men så længe det bare er koldt, men tørt, er det muligt at klæde sig på til vejret og holde sig varm under hele træningspasset.

Det er vist også på sin plads at afrunde træningslejren og lade lidt afsluttende ord falde omkring denne. Jeg har været meget tilfreds med de to uger på Gran Canaria, og synes virkelig det har været en træningslejr med kvalitet. Vi har fået trænet rigtig godt og samtidig også lært hinanden endnu bedre at kende, og faktisk vil jeg sige at jeg ikke rigtigt kan sætte en finger på noget jeg synes burde have været bedre..

(Team Hitec Products 2010)

Vi fik taget flere billeder der nede, og jeg vil sige at mange af dem er utrolig vellykket. Flere billeder kan findes under “Galleri”.

Ja, når vi er samlet med teamet er vi en blanding af ryttere fra helt forskellige nationer og dette betyder jo også at vi snakker forskellige sprog.. Dette er imidlertid ikke det stort problem da vi på teamet forsøger at holde os til at snakke engelsk. Indbyrdes afhænger det selvfølgelig meget af hvem man lige snakke med, og for mit vedkommende foregår det meste derfor på dansk og engelsk. Jeg har de seneste dage dog forsøgt at begive mig ud i at forbedre mit tysk lidt igen, da jeg bor sammen med Jacqueline og dermed har personlig lærer.. Denne process vil jeg imidlertid ikke snakke mere om. Ind til videre mener Jacqueline kun at jeg kan nogle lidt ubrugelige og knap så fine tyske sætninger, og lidt indirekte har hun da også fået sagt at jeg har en del at lære endnu. Dette var jeg nu godt klar over, men jeg synes bare lidt at jeg vil pointere det en enkelt gang, især over for min mor, som jo ikke helt vil tro mig når jeg prøver at forklare hende at jeg ikke kan tale tysk. Sagen er nemlig den at min mor elsker det tyske sprog, og blot mener at det er fordi jeg ikke vil. Men nej.. Nok om det – måske jeg blot kan gøre hende lidt glad når hun ser at jeg forsøger at videreudvikle mine tyske sprogfærdigheder.

Udover tysk forsøger jeg også at snakke norsk. Dette er dog ikke helt så svært at lære da det norske sprog ligner det danske en del – hvilken overraskelse! De norske griner dog lidt af mig når jeg forsøger at udtale ordene på deres måde, men jeg har fundet ud af at det er fordi det er en fysisk umulighed for mig at rulle med tungen. Til mit eget forsvar vil jeg nu også sige at de bestemt heller ikke er gode til at udtale ordene på dansk.

Dansk, engelsk, tysk og norsk…. det må da være nok. Og ja – det er hvert fald hvad jeg har besluttet mig for ind til videre. Jeg er dog ret sikker på at det vil være muligt for mig at få personlig undervisning i luxembourgsk, østrigsk og hollandsk, men da disse sprog ligner hinanden utrolig meget og er i samme sproggruppe med tysk, holder jeg mig i første omgang til at blive god til tysk.

Det vigtigste er imidlertid at vi forstår hinanden. Og det gør vi… i hvert fald i de fleste tilfælde.. Mit største problem var i starten at forstå det norske, men det er hurtigt blevet meget bedre, og nu vil jeg sige at de kan snakke rimelig hurtigt – med alle deres krøller på ordene – og jeg kan stadig være med på samtalen. Der kan dog stadig opstå misforståelser! Den anden dag havde vi en god samtale i vores lille lejlighed, men der var pludselig noget jeg slet slet ikke forstod. Jeg kan ikke huske hvad samtalen gik ud på, men blot at de norske piger syntes noget havde været “skikkelig rart”. Dette var jeg meget uforstående over for, for jeg havde det helt modsat. Efter længere tid fandt vi dog ud af at vi egentlig havde det på samme måde, da ordet har helt forskellig betydning på hhv. norsk og dansk. Ja, det viste sig at når nordmændene siger at noget er rart, så betyder det, at er det er mærkeligt, og så gav det hele pludselig meget mere mening!